Dette er fjerde post i en artikelserie om velgørenhed for investorer og entreprenører. Tidligere artikler: Velgørenhed er et marked på følelser frem for effekt. Drop velgørenheds-feelgood og få 10-100 gange mere for pengene. Administrationsprocenten er en dårlig KPI.
Economies of scale
Der er economies of scale inden for velgørenhed. De bedste organisationer i verden er hyper-skalerbare. Case in point er Against Malaria Foundation, der uddeler myggenet mod malaria. Det koster blot omkring 48 kroner at beskytte en familie mod malaria i 2-3 år – alt inklusive. Sidste år uddelte de ca. 17 millioner myggenet. Det har de gjort med kun 13 fastansatte.
Malaria er et stort og forudsigeligt problem og har været det i årtier. Derfor er det muligt at optimere løsningen, bl.a. fordi læringer kan overføres 1-til-1 til næste malariasæson. Vi har robust evidens for effekten af myggenet på død og sygdomsforløb (se fx denne Cochrane meta-analyse på 275.793 personer).
Men dertil har vi også robust evidens for, at det er en omkostningseffektiv måde at sikre mere skolegang, bedre familieplanlægning og at øge den nationaløkonomiske vækst. I forhold til skolegang er sygdomsforebyggende tiltag oftest mere omkostningseffektive end fx flere undervisere, bedre lærebøger, mm.
Akutte kriser er ikke skalerbare
I den modsatte ende af effektivitets-skalaen har vi akutte kriser som fx (borger)krig og naturkatastrofer. Der er mange faktorer der fordyrer denne type arbejde:
- De er uforudsigelige, men kræver hurtig handling. Derfor flyves højtlønnede arbejdere ind frem for at opbygge kompetencen lokalt.
- Dårlig infrastruktur og sikkerhed vanskeliggør (fordyrer) arbejdet.
- De er ofte langt dyrere at udbedre en skade end at forebygge den.
- Pga. unikke politiske/demografiske/geografiske forhold, er det vanskeligere at overføre læringer mellem hver indsats.
Alt dette gør det vanskeligere at opskalere eller lave cost-down forbedringer.
Støt de effektive organisationer
For hver person man kunne hjælpe i kriseområder, har man en fantastisk mulighed for at hjælpe langt flere, fx via myggenet. Men det er de “dyre” indsatser, som organisationerne rykker ud med i vores postkasser, telemarketing, facere og landsindsamlinger.
Det skyldes, at kriser appellerer meget stærkere til vores empati. Det skrev jeg mere om i Velgørenhed er et marked på følelser frem for effekt og Drop velgørenheds-feelgood og få 10-100 gange mere for pengene. Jeg har været med til at stifte https://giveffektivt.dk, som gør det let for dig at donere til verdens mest effektive velgørende formål.
Om mig
Jeg har arbejdet 10 år i forskning, hvor jeg har udviklet flere statistiske metoder og undervisningsmaterialer til universiteter, som bruges i store dele af verden. Jeg udvikler Machine Learning modeller for Kamstrup. I mine private investeringer har jeg slået markedet med 30% over de sidste 7 år. Jeg er co-founder og team-lead for https://giveffektivt.dk, som vi vækster efter Lean-Startup principperne.